Der var masser af underholdning for ”uglerne”, da IM Kåre Hove Kristensen fra Nordkalotten vandt Allerød Knock Out Hurtigskak 2022. Afgørelsen faldt i en spændende finalekamp mod ratingfavoritten, Brønshøjs Aref Vasli.
Aref Vasli havde ellers været suveræn gennem hele dagen, da han vandt de to indledende runder og seminalen med 2-0. I finalematchen bragte han sig foran 1-0 med sin syvende (!) gevinst i træk, men Kåre Kristensen udlignede i parti nr. 2. Derefter vandt Nordkalotten-spilleren på overbevisende måde i skakkens svar på en straffesparksafgørelse, armageddon-lyn. På 3. pladsen kom GM Carsten Høi, der besejrede FM Patrick Werner i ”bronzekampen”.
Både IM Kristensen og GM Høi oplevede et par bump på vejen i de indledende runder, blandt andet måtte Carsten Høi ud i lynafgørelse mod Stephan Brandes fra Berlin.
Kristensen og Høi spillede herefter en tæt seminale, hvor IM’eren vandt i en lynomkamp, efter at Høi havde presset længe uden at finde noget konkret gennembrud.
Dette års turnering blev afviklet lørdag i kristi himmelfarts-ferien og havde deltagelse af spillere fra Allerøds tyske venskabsklub i Berlin. Med i alt 36 deltagere var der pænt besat både i toppen og bredden i den traditionsrige hurtigturnering, og takket være et sponsorat fra advokatfirmaet Birger Hagstrøm var der pæne præmier til vinderne af de to knock out-grupper.
Turneringen afvikles efter cup-systemet, hvor man spiller to partier med forskellige farver mod samme modstander. Står det 1-1, afgøres kampen i en armageddon-lyn. Spillere, der taber i hovedturneringen, går videre til en underliggende schweizergruppe, så alle er sikret 8 kampe.
Præmietagerne:
Knock Out Gruppe 1
1. IM Kåre Hove Kristensen, Nordkalotten
2. Aref Vasli, Brønshøj
3. GM Carsten Høi, Brønshøj
4. FM Patrick Werner, Schachfreunde Nord-Ost Berlin
Knock Out Gruppe 2
1. Albert Lyng Petersen, Allerød
2. Richard Thulstrup, Allerød
3. Siegfried Groeger, Schachfreunde Nord-Ost Berlin
4. Ejgild Nielsen, Allerød
Schweizer 1
1. Stephan Brandes, Schachfreunde Nord-Ost Berlin
2.-3. Henrik Dahl Pedersen, Køge, og Frode Benedikt Nielsen, Allerød
Schweizer 2
1.-3. Bjørn Olsen, Frederiksberg, Claus Agø Hansen, Øbro, og Henri Tolba, Amager
Schweizer 3
1. Johan Burisch, Allerød
2.-3. Tobias Haahr Nielsen, Allerød, og Heinrich Kirch Thomsen, Allerød
Turneringstavler:
KO 1. HER
KO 2. HER
Underliggende schweizergrupper HER
Og lidt fotos HER